Hvad er PMOS?
PMOS (Polyendokrint Metabolisk Ovariesyndrom) er den nye internationale betegnelse for det, som tidligere blev kaldt PCOS (Polycystisk Ovarie Syndrom).
Navnet blev ændret internationalt i 2026 for bedre at afspejle, at tilstanden handler om hormoner og stofskifte, og ikke om cyster på æggestokkene.
Tilstanden er en kompleks hormonel, metabolisk og reproduktiv ubalance, som kan påvirke menstruation, ægløsning, hud, hår, vægt, blodsukker, stofskifte og fertilitet. Mange kvinder med PMOS har aldrig haft egentlige cyster på æggestokkene, og symptomerne varierer betydeligt fra person til person. PMOS er en af de hyppigste hormonelle tilstande hos kvinder i den fertile alder og betragtes i dag som en livslang tilstand, hvor symptomer og behandlingsbehov kan ændre sig gennem livet.
Hvordan kan PMOS vise sig?
De mest almindelige symptomer er uregelmæssige eller sjældne menstruationer, fordi ægløsning forekommer sjældent eller uforudsigeligt. Mange kvinder har tegn på forhøjede niveauer af androgener (mandlige kønshormoner). Det kan vise sig som øget hårvækst i ansigt eller på kroppen, akne eller hårtab. Nogle oplever udfordringer med vægtregulering, insulinresistens eller påvirket blodsukker. Derudover kan PMOS være forbundet med træthed, søvnproblemer, humørpåvirkning, angst eller depressive symptomer. Ikke alle kvinder har alle symptomer, og graden af gener varierer betydeligt.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles på baggrund af en samlet vurdering af symptomer, blodprøver og eventuelt ultralyd. Hos voksne kvinder stilles diagnosen, når mindst to af følgende tre kriterier er opfyldt:
- Uregelmæssig eller manglende ægløsning.
- Kliniske eller biokemiske tegn på forhøjede androgener.
- Polycystisk udseende af æggestokkene ved ultralyd.
Det mandlige kønshormon, også kaldet testosteron, måles i blodet. Det kan kun måles korrekt efter minimum tre måneders pause med p-piller eller andre hormoner.
I nogle tilfælfe anvendes AMH (Anti-Müllersk Hormon) som supplement.
Andre hormonelle tilstande, der kan give lignende symptomer skal udelukkes.
Hvis der går mere end cirka 90 dage mellem blødningerne, anbefales ofte behandling for at sikre regelmæssig afstødning af livmoderslimhinden.
Hvad betyder PMOS for helbredet?
PMOS er mere end en menstruations- eller fertilitetsforstyrrelse.
Hos en del kvinder ses en øget risiko for:
- insulinresistens
- prædiabetes og type 2-diabetes
- forhøjet blodtryk
- forhøjet kolesterol
- fedtlever (MASLD)
- søvnapnø
- psykiske belastninger som angst og depression
Risikoen er størst hos kvinder med overvægt, men også normalvægtige kvinder med PMOS kan have metaboliske forandringer.
PMOS og risiko for livmoderkræft
Kvinder med PMOS har en øget risiko for kræft i livmoderslimhinden (endometriecancer) sammenlignet med kvinder uden PMOS. Årsagen er primært langvarige perioder uden ægløsning, hvor livmoderslimhinden påvirkes af østrogen uden den naturlige modvægt fra progesteron. Det er vigtigt at understrege, at den samlede risiko fortsat er lav, og at regelmæssige blødninger – enten naturligt eller ved hjælp af hormonel behandling – reducerer risikoen betydeligt. Derfor er en vigtig del af behandlingen at sikre regelmæssig afstødning af livmoderslimhinden hos kvinder med sjældne eller manglende menstruationer.
Behandling – hvad kan man gøre?
Behandlingen tilpasses den enkelte kvinde og afhænger af symptomer, helbred og ønsker. Hvis du ikke ønsker graviditet, er p-piller ofte førstevalg. Behandlingen kan regulere menstruationen og reducere symptomer som akne og øget hårvækst. Hvis p-piller ikke ønskes eller tåles, kan periodisk gestagenbehandling anvendes for at beskytte livmoderslimhinden. Hos nogle kvinder kan hormonspiral være et godt alternativ. Ved udtalt hårvækst eller akne kan der i nogle tilfælde være behov for supplerende dermatologisk behandling.
PMOS og barnløshed
Mange kvinder med PMOS bliver gravide uden hjælp. Hvis graviditet udebliver, findes der gode behandlingsmuligheder. Den hyppigste årsag til nedsat fertilitet ved PMOS er manglende eller sjældne ægløsninger. Det er vigtigt at vide, at langt de fleste kvinder med PMOS, som ønsker børn, opnår graviditet enten spontant eller med behandling.
Hvad med overgangsalderen?
PMOS forsvinder ikke ved overgangsalderen, men symptomerne ændrer sig ofte. Når menstruationerne ophører, fylder cyklusforstyrrelser naturligt mindre, mens metaboliske forhold som insulinresistens, vægtudfordringer og hjerte-kar-risiko fortsat kan være relevante. Derfor er opmærksomhed på vægt, blodtryk, kolesterol og blodsukker vigtig gennem hele livet.
PMOS betragtes i dag som en livslang hormonel og metabolisk tilstand, hvor fokus ændrer sig i takt med alder og livsfase.
Hvad kan du selv gøre?
Livsstilsindsatser er en meget vigtig del af behandlingen og kan have stor betydning for både symptomer og helbred.
- Varieret blodsukkervenlig kost: Spis færre hurtige kulhydrater (hvidt brød, pasta, sukker) og fokuser i stedet på proteiner, sunde fedtstoffer og grove fibre. Det holder dit insulinniveau stabilt.
- Regelmæssig motion: Både styrketræning og kredsløbstræning (fx gåture, cykling eller løb) forbedrer cellernes følsomhed over for insulin.
- God søvn og stresshåndtering: Høje niveauer af stresshormonet kortisol kan forværre PMOS-symptomer.
Dette kan støtte vægtregulering og reducere risikoen for følgesygdomme. Hos kvinder med overvægt kan selv et moderat vægttab forbedre ægløsning, menstruationsmønster og metaboliske risikofaktorer. Livsstil skal ikke ses som en erstatning for medicinsk behandling, men som et vigtigt supplement.
Det vigtigste at vide om PMOS
Det er en almindelig hormonel og metabolisk tilstand. Selvom symptomerne kan være generende, findes der gode muligheder for behandling. Med den rette kombination af viden, behandling og opfølgning kan de fleste kvinder opnå god symptomkontrol og bevare et godt helbred gennem hele livet. Behandlingen skal tilpasses den enkelte kvinde og kan ændres over tid i takt med symptomer, livsfase og behov.
Behandling med Metformin
Behandling med Metformin øger insulinfølsomheden, men bruges langtfra til alle patienter. Som regel skal man være meget overvægtig, og have risikofaktorer for at Metformin også bruges. Tal med lægen om det er aktuelt for dig. En undtagelse er, når du skal være gravid, så bruges Metformin oftere
Læs mere:
https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/kvindesygdomme/sygdomme/svulster-og-cyster/polycystisk-ovariesyndrom
https://www.laegerformidler.dk/pmos/
Download patientvejledning som PDF
Speciallæge, PhD i Gyn/Obs, Charlotte Hasselholt Søgaard,
Gynækologisk Klinik Holbæk, sept 2026, revideres 2028