Endometriose er en sygdom hvor væv der ligner livmoderslimhinden, sidder uden for livmoderen. Man kan fx have endometriose på æggestokkene, urinblæren, bughinden og tarmen. Det kan medføre betændelses reaktioner, sammenvoksninger og arvæv.
Hvorfor får man sygdommen?
Man ved det ikke med sikkerhed. Arvelig disposition menes at spille rolle. Der er nemlig ca. fire højere risiko, hvis din mor eller søster har sygdommen. Sygdommen forsvinder efter overgangsalderen.
Hvad er symptomerne?
- Smerter ved menstruationen.
- Smerter ved ægløsning
- Dårlig søvn og træthed pga smerterne.
- Smerter ved samleje.
- Cyster på æggestokken, også kaldet chokoladecyster.
- Smerter ved vandladning og afføring i forbindelse med menstruationen.
- Ufrivillig barnløshed.
Hvis man igennem lang tid har smerter i underlivet, vil man ofte ubevidst komme til at spænde i muskulaturen i bækkenbunden, hvilket kan give muskelsmerter. Dette kan bidrage til forværring af underlivssmerterne.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles primært ud fra sygehistorien.
Ved en gynækologisk undersøgelse kan man nogle gange mærke endometriose, men ofte er der normale forhold. En ultralydsskanning kan nogle gange bestyrke mistanken.
Men eneste måde med sikkerhed at stille diagnosen på er en kikkertundersøgelse (laparoskopi) af underlivet og bughulen, hvor man vil tage en vævs prøve. Dette foregår i fuld narkose på et sygehus. Hvis det er muligt, undgås så vidt muligt at udføre kikkertoperation til at stille diagnosen for at skåne dig for mulige risici og komplikationer.
Hvordan behandles sygdommen?
Endometriose behandles både medicinsk og kirurgisk, afhængigt af hvor udbredt sygdommen er.
I Danmark er der landsdelsfunktioner med ekspert teams i endometriose, og hvis der er tale om svære endometriose forandringer foretages operationerne på Rigshospitalet eller Aarhus Universitetshospital.
Medicinsk behandling:
- Mini-piller eller P-piller. Mest effektivt er det at give p-piller uden pause. Det betyder at du tager P-piller uden pause indtil du begynder at bløde. Så holder du 4 dages pause, og starter igen med P-pillerne på 5 dagen. Behandlingen er effektiv, så længe den står på, men desværre vender problemerne ofte tilbage efter ophør med P-piller.
- Mirena også kaldet hormonspiral. Spiralen nedsætter blødningen og menstruationssmerter og er det mest brugte hos kvinder med smerter.
- Smertestillende medicin kan være nødvendigt. For eksempel en kombination af Gigt-piller (NSAID) og Panodil. Denne behandling dulmer alene symptomerne og fjerner altså ikke endometriosen.
- Fysioterapi kan løsne muskelspændingerne hvilket også kan mindske smerterne ved samleje.
Endometriose og graviditet
Endometriose kan nedsætte frugtbarheden. Dette kan skyldes sammenvoksninger og arvæv omkring æggelederne, så de lukker af. Men evt. cyster på æggestokken kan også give problemer. Fertilitetsbehandling kan i så fald blive nødvendig.
Fremtiden
Heldigvis kan mange patienter med smerteproblemer hjælpes. Desværre findes der tilfælde med en kronisk smertetilstand. Det er en god idé at kontakte endometrioseforeningen for støtte og råd om selvhjælp.
Læs mere på:
Download patientvejledningen som PDF
Speciallæge i Gynækologi, Ph.d. Charlotte Hasselholt Søgaard, Gynækologisk Klinik Holbæk
April 2025