Hormonspiral – Information og oplægning

Der findes 2 slags spiraler, hormonspiral og kobberspiral. De virker begge som prævention. Det anbefales at oplægge en spiral inden for de første 5-8 dage efter 1. menstruationsdag.

HORMONSPIRAL KAN ANVENDES AF NÆSTEN ALLE KVINDER, OGSÅ:

  • Kvinder med kraftige blødninger, spiralen er også en behandling.
  • Kvinder med forhøjet blodtryk.
  • Kvinder der tidligere har haft blodpropper.
  • Kvinder med cyklisk hovedpine.
  • Kvinder med endometriose.
  • Kvinder med blodmangel.
  • Unge og kvinder der ikke har født, også hvis du er teenager.

VIRKNING AF HORMONSPIRALEN

Hormonspiralen afgiver dagligt en lille mængde levonorgestrel, som er et gestagen. Hormonet mindsker slimhinden i livmoderen, men ikke din normale hormoncyklus. Hormonspiralen giver ikke vægtstigning på over 500 gram i talrige undersøgelser. Spiralen påvirker ikke kolesteroltallet.

FORDELE VED HORMONSPIRALEN

Hormonspiralen nedsætter menstruationssmerter og blødningen drastisk. Varigheden af menstruationerne forkortes til få dage, og 20-40% ophører helt med at have menstruation indenfor det første år.  Spiralen beskytter mod underlivsbetændelse.

ULEMPER

Mange har pletblødninger i 3-6 måneder i indkøringsfasen. Enkelte kan have øget uren hud, humørsvingninger og brystspænding i starten, men det forsvinder som regel efter nogle måneder.

KOBBERSPIRAL

Kobberspiralen er også en sikker prævention. Der ses ofte øget blødningsmængde og menstruationssmerter.

OPLÆGNING AF SPIRAL

Du kan med fordel tage 2 panodil og 400 mg Ipren ca. 1 time før spiroplægningen. Du får lavet en gynækologisk undersøgelse og ultralydsscanning før oplægningen. Der ligges lidt lokalbedøvelse i livmoderhalsen. Herefter oplægges spiralen i livmoderhulen, og snorene på spiralen afklippes med en længde på 2-3 cm. Spiralens placering i livmoderen kontrolleres herefter med ultralyd. I dagene efter kan der være menstruationslignende smerter. Du tilbydes kontrol 2-3 mdr efter oplægning af en hormonspiral.

ER DER RISIKO VED OPLÆGNING AF SPIRAL

I meget sjældne tilfælde kan man få infektion, der nødvendiggør at spiralen må fjernes. I ekstremt sjældne tilfælde kan spiralen gennembore livmoderen og displaceres til bughulen, især hvis man tidligere er blevet opereret i underlivet.

KAN JEG SELV TJEKKE OP SPIRALEN ER PÅ PLADS

Du kan meden finger mærke de to tråde der hænger et stykke ned i skeden. Kan du ikke mærke trådene, og din læge ikke kan se trådene, bør du have udført en ultralydsscanning af gynækolog.

DU BØR KONTAKTE LÆGE

  • Ved mistanke om at spiralen er udstødt eller ikke sidder korrekt.
  • Ved mistanke om graviditet.
  • Ved feber, smerter og ildelugtende udflåd.
  • Ved pludselige ændringer i dit blødningsmønster.
  • Ved bivirkninger der ikke ophører.

PRIS

Mirena koster ca. 1200 kr. uden tilskud, f.eks. hvis du vælger den som prævention. Hvis du får du spiralen pga. kraftige blødninger giver Lægemiddelstyrelsen og Danmark tilskud på mellem 200-700 kr.  Kobberspiralen koster ca. 250-450 kr. afhængig af model, og fås i håndkøb på apoteket.

Download patientvejledning som PDF

Speciallæge Ph.d. Charlotte Hasselholt Søgaard, Gynækologisk Klinik, Holbæk. April 2025