P-Piller

P-piller er en sikker form for prævention. P-piller har også en række andre fordele. De er velegnede til at regulere uregelmæssige menstruationer, nedsætter menstruationssmerter, og de kan nedsætte gener i form af uren hud og/eller øget mandlig behåring.

P-piller og blodpropper?
Den væsentligste risiko ved brug af p-piller er en øget risiko for udvikling af blodpropper. Det gælder først og fremmest blodpropper i ben og lunger, men også i hjerte og hjerne. Selvom risikoen er forøget, er den stadig meget lille. For yngre kvinder, der ikke tager p-piller, er den årlige risiko cirka 50 tilfælde pr. 100.000 kvinder. For kvinder, der tager p-piller, er risikoen omkring 3 gange forøget. Det svarer til cirka 100 ekstra tilfælde pr. 100.000 kvinder. Til sammenligning er risikoen for en blodprop under graviditet og barsel omkring seks gange forøget – det vil sige dobbelt så høj som risikoen ved p-pillebehandling. Risikoen for blodprop er forskellig for de forskellige klasser af p-piller. Generelt anbefaler man de såkaldte andengenerationspræparater. P-ring og p-plaster er forbundet med den højeste risiko for udvikling af blodpropper. Risikoen er størst i de første 1-3 måneder, man tager p-pillerne. Det er vigtigt at du husker at sige, du tager p-piller, hvis du får smerter i arme, ben eller bryst under p-pillebehandling.

Hvad er symptomerne på en blodprop?

Selvom det er en sjældent bør enhver, der tager p-piller, være bekendt med symptomerne på en blodprop:

  • Stærk smerte eller hævelse i et af benene.
  • Pludselig opstået uforklarlig åndenød, hoste eller hurtig vejrtrækning.
  • Brystsmerter, ofte akutte, men nogle gange blot ubehag eller trykken.
  • Svækkelse eller lammelse i ansigtet, armen eller benet, talebesvær, pludselig opstået synstab eller sløret syn.

Hvem bør ikke tage p-piller?

Før 35 år: Hvis du tidligere har haft en blodprop eller er særligt genetisk disponeret, bør du ikke tage p-piller. Det gælder også, hvis du har sukkersyge, forhøjet blodtryk eller migræne med aura.

Efter 35 år: Risikoen for blodpropper stiger med stigende alder. Hvis du er over 35 år og har andre risikofaktorer, som for eksempel rygning, overvægt eller familiær disposition, bør du skifte til anden præventionsform (hormonspiral, p-stav eller minipiller). Hvis du er over 35 år og familiært disponeret til brystkræft bør du ligeledes ophøre med p-piller og i stedet overveje hormonfri prævention.

P-piller og kræft
P-piller er forbundet med en nedsat risiko for kræft i æggestokke og livmoderhule, men til gengæld en let øget risiko for brystkræft og kræft i livmoderhalsen. Særligt den øgede risiko for brystkræft bekymrer mange kvinder. Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at p-pillers virkning på brystkræftrisikoen er lille sammenlignet med andre risikofaktorer såsom højt forbrug af alkohol, genetik, ingen eller få børnefødsler, overvægt eller mangel på motion. Et dansk studium fra 2017 med 1.8 millioner kvinder viste således, at den årlige risiko for brystkræft var 55 tilfælde pr. 100.000 i gruppen af kvinder, der ikke tog p-piller sammenlignet med 68 tilfælde i gruppen af kvinder, der anvendte p-piller. Dette svarer til 13 ekstra tilfælde pr. 100.000 kvinder eller 1 ekstra tilfælde for hver 7690 kvinder. Risikoen syntes at stige med stigende behandlingsvarighed.

Hvordan tages p-piller?

Du kan tage p-piller på to måder, enten med månedlig menstruation eller med forlænget cyklus.

  1. Du tager p-piller 21 dage i træk og 7 dages pause, hvis du vil have menstruation hver måned. Husk der er tale om en kunstig menstruation, også kaldet en bortfaldsblødning, der fremkaldes pga. pausen i P-pillerne.

ELLER

  1. Du tager p-piller uden pause, hvis du ikke ønsker menstruation hver måned, også kaldet forlænget p-pillecyklus. Det betyder at du tager p-piller hele tiden og uden pause, indtil du begynder at bløde. Det sker en eller anden tilfældig dag, typisk hver 3-6 måned. Så holder du 4 dages pause og starter igen, også hvis du ikke er stoppet med at bløde. Pletblødning tæller ikke. Har du ikke blødt i 6 måneder, holder du 7 dages pause.

Hvis du glemmer en p-pille.
P-pillerne tages på et fast tidspunkt en gang i døgnet. Hvis man glemmer en pille, f.eks. om aftenen, kan den tages næste morgen. Går der mere end 36 timer mellem pillerne, bør du bruge anden prævention.

Hvilket p-pille mærke?
Ifølge sundhedsstyrelsens anbefalinger bør du bruge 1. eller 2. generations p-piller, da der er højere risiko for blodpropper når man bruger 3. eller 4. generations gestagen. Har du allerede anvendt 3. eller 4. generations p-piller i over et år, kan du fortsætte, hvis særlige forhold taler herfor.

Læs mere på:

https://netdoktor.dk/samliv/praevention/sygdomme/p-piller/ 

Læger formidler, Myter om P-piller: https://www.laegerformidler.dk/myter-om-p-piller/

For fagpersoner:

Checkliste ved ordination af p-piller:

https://laegemiddelstyrelsen.dk/upload/edu/28105497114%2028105497014%2031-10-2016.pdf

Download patientvejledningen som PDF

Speciallæge, PhD i Gyn/Obs, Charlotte Hasselholt Søgaard

Gynækologisk Klinik,Holbæk, maj 2025