Svamp

Svamp i skede og mellemkød kaldes også Vulvovaginal Candidiasis (VVC). Det er en meget almindelig infektion i skeden og ved skedeåbningen forårsaget af svamp. Svampen candida albicans er en del af normal flora i skeden hos 30 % af alle kvinder. Candida er den hyppigste årsag til VVC.

Symptomer er som regel svie og kløe i skeden og ved skedeåbningen. Der er ofte tykt, hvidt evt. grynet udflåd, der ligner hytteost. Svamp lugter som regel ikke.

Gentagne tilfælde af VVC 

Det skyldes ofte reaktivering af candida eller vækst af en mere modstandsdygtige arter, fx c. glabrata og c. tropicalis.

Vækstbetingelserne for svampe øges af fx antibiotika, sukkersyge, p-piller, nedsat immunforsvar og overdreven hygiejne. Rigelig sukkerindtagelse kan medvirke til øget vækst af svampe. Recidiverende VVC kan være cyklusbetinget med øget hyppighed lige før menstruation.

Behandlingen er oftest engangsbehandling, enten lokalbehandling i skeden eller piller du indtager. Ved gentagen VVC behandles typisk med piller, fx Fluconazol i et par dage, efterfulgt af éndags behandlinger 1 x om ugen/måneden i 6 måneder. Behandlingen anbefales i tilslutning til menstruationen. I samme periode bør man bruge kondom.

Partnerbehandling er sjældent nødvendig.

Læs mere på:

https://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/svamp_skeden.htm

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/kvindesygdomme/sygdomme/infektioner/svampeinfektion-i-skeden


Download patientvejledningen som PDF

Speciallæge i gynækologi Charlotte Hasselholt Søgaard, Ph.d., Gynækologisk Klinik Holbæk

Maj 2025